Per Mandrup, fra GTS-instituttet AgroTech, har netop modtaget den fornemme hædersbevisning Cordon Rouge, som kan uddeles hvert andet ar. Uddelingen fandt sted ved sammenslutningen af Nordiske Kokkenchefers kongres i Goteborg.
Per Mandrup modtog prisen for gennem flere år at have bidraget til udviklingen af gastronomien i alle nordiske lande, hvor han har været med til at gøre nordisk gastronomi synlig. Det er sket bl.a. gennem arrangementer som ”Smag på kunsten”, hans store indsats som leder af det danske kokkelandshold, og senest etablering af samarbejde mellem AgroTech, Måltidets hus og Gastronomisk Institut i Stavanger. I konkurrencesammenhænge har Per gjort sig bemærket gennem 24 år som dommer i internationale kokkekonkurrencer og for sine 8 år som leder af kokkelandsholdet, som han førte til adskillige triumfer.
”Jeg er meget beæret over denne hæder, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde set det komme. Jeg har arbejdet med gastronomi i mange år, og Cordon Rouge har for mig altid stået som den ypperste udmærkelse, derfor er jeg overrasket og faktisk også rørt”, udtaler Per Mandrup.
Næstformand i den internationale kulinariske komité
Per Mandrup blev i 2012 valgt som næstformand i Culinary Competition Committee i WACS (verdenssammenslutningen af kokke). Det er første gang, Danmark har haft en så fremtrædende plads i WACS. Komiteen står bl.a. bag uddannelsen af dommere til de internationale kokkekonkurrencer Culinary Olympic Games og Culinary World Cup. Per Mandrup er p.t. den eneste dansker, der har den internationale dommeruddannelse efter de nye regler. I Göteborg var han senest formand for dommerkomiteen i semifinalerne, Global Chef, Global Pastry Chef samt Global Junior Chef, det officielle VM. Finalen afholdes i Stavanger i juli 2014, hvor Per også får en fremtrædende rolle.
Michelin-stjerne
54-årige Per Mandrup kan bedst beskrives som en ildsjæl inden for gastronomiens verden, en verden han begyndte at interessere sig for allerede som teenager, hvor han i 7. klasse fik en inspirerende lærer i faget husholdning. Læreren gjorde Per så interesseret i madlavning, at han uddannede sig til både kok og tjener. Gennem 6 år drev han sammen med sin hustru restauranten Les Etoiles – et Une Rose i København og i samtlige år bar restauranten den eftertragtede Michelin-stjerne.
Gastronomi til folket
Per Mandrup er en mand med mange jern i ilden, i det daglige er han ansat i AgroTech, der er GTS-institut med fokus på fødevareinnovation. Her er han den centrale drivkraft bag det gastronomiske innovationslaboratorium Foodture Lab, hvor han bl.a. udvikler nye produkter og måltider i samarbejde med industrien. Han er også med i flere af AgroTechs udviklingsprojekter, hvor han med sine gastronomiske kompetencer supplerer og udfordrer sine kollegaer, der har kompetencer inden for dyrkning af råvarer og innovationsprocesser.
Yderligere information: Per Mandrup, [email protected], mobil 2064 2462
Fakta om sammenslutningen af nordiske køkkenchefer (NKF) og Cordon Rouge
NKF er medlemsorganisation for køkkenchefer i de fem nordiske lande. Organisationen har godt 10.000 medlemmer.
Cordon Rouge kan uddeles hvert andet år og gives ifølge vedtægterne til personer, der:
- Er og har været aktive i mindst 15 år
- Har gjort en værdifuld indsats for den lokale region og landsforening
- Har påvirket og givet bidrag til arbejdet inden for NKF
Medlemmerne i NKF indstiller til Styrelsen, hvem de mener, bør hædres, hvorefter Styrelsen træffer valget blandt de forskellige kandidater, og prisen uddeles kun, hvis Styrelsen mener, kandidaterne er kvalificerede nok, således uddeles prisen ikke pr. automatik.
- Læs mere om NFK
Fakta om WACS
WACS – World Association of Chefs Societies – er et globalt netværk for kokke. WACS repræsenterer 93 officielle kokkesammenslutninger og over 10 mio. professionelle kokke. Foreningens formål er at fastholde og forbedre de kulinariske standarder i de globale cuisines. WACS består af en valgt ledelse, en bestyrelse og en række komiteer, hvor Danmark nu er vicepræsident i den kulinariske komite. Det er komiteerne, der styrer de forskellige programmer og aktiviteter i WACS, bl.a. kokkekonkurrencerne.
WASC er en non-profit organisation og blev stiftet i 1928.
- Læs mere om WACS